Menu Opret profil

Nyborg Svømmeklubs historie

Nyborg Svømmeklub var oprindelig drivkraften bag etableringen af en svømmehal i Nyborg. Klubben blev stiftet den 6. december 1973. I begyndelsen var svømmehallen endnu ikke færdig, så træningen foregik i Ringe, der lige havde fået sin nye svømmehal.

Klubbens første formand Ib Mortensen gjorde et stort arbejde for at kommunen og interesserede skulle støtte initiativet til en ny svømmehal i Nyborg, hvilket lykkes, for den nye svømmehal kom 2 år efter klubbens start.

I begyndelsen havde Nyborg Svømmeklub træning alle ugens hverdage og i alt omkring 7 timers træning om ugen. Kontingentet på dette tidspunkt var 25 kr./måned for voksne og 20 kr./måned for børn.
Efter åbningen af svømmehallen gav de nye og bedre træningsmuligheder en tilgang på flere hundrede nye medlemmer på en aften, således at medlemstallet kom op på ca. 400 medlemmer.

Som årene gik, blev svømmeklubben større, og der blev behov for mere træning, hvilket ikke kunne opfyldes inden for den oprindelige svømmehal. Derfor blev det besluttet, at svømmehallen skulle udvides med et sportsbassin, som udelukkende skulle bruges til klubberne. Desuden blev svømmehallen også udvidet med et badeland, der skulle trække flere besøgende til svømmehallen, og derved skabe en indtægtsgrundlag for udvidelsen.

De nye træningsmuligheder efter udvidelsen gjorde, at svømmeklubben begyndte at vokse mærkbart.Snart markerede klubben sig som en af de førende svømmeklubber i Danmark, og som den toneangivende på Fyn.

Ca. 6 år efter udvidelsen af svømmehallen gik økonomien i svømmehallen dårligt med udsigt til lukning. Herefter gik Nyborg kommune ind og overtog svømmehallen, og det sikrede svømmeklubbens træningsmuligheder i Nyborg.

I dag er Nyborg Svømmeklub en velfungerende klub med gode træningsmuligheder, hvor vores ugentlige træningstimer er mangedoblet siden starten i 1975.