Menu Opret profil
 

Det blev som jeg havde forventet et tæt mesterskab, med mange rigtig gode præstationer. På facebook har man kunne læse opdateringer og gennemgang af hvert afsnit – det vil jeg ikke skrive om nu.

DHM blev en god og sjov oplevelse med utrolig god hepning, hvor holdet viste at de virkelig står sammen når det gælder.

1. og 2. afsnit flyver derudaf med den ene gode præstation efter den anden og vi slutter da også 1. dagen af med at ligge 2´er i Ringe, med et pænt forspring ned til Ringe og Herlufsholm. I 3. afsnit svømmer vi ikke særlig godt og efter 6 af de 10 løb har vi kun et forspring til Ringe på 19 point, hvilket så ud som om, at det lige fik os til at få lidt tænding på igen og vi slår ret overraskende for undertegnet Ringe i 4*200 fri for både drenge og piger. Det tror jeg var vendepunktet! Sidste afsnit går igen forrygende med rigtig gode præstationer af alle, til trods for at Natascha måtte tage hjem med sygdom og vi fik en lidt ærgerlig disk i sidste holdkap for pigerne! Men de 3 piger der skulle svømme om 15 minutter senere, formår at svømme samme tider som i 1. holdkap og Silke kommer på holdet og svømmer en rigtig fin 100 fri. Samlet blev det også til klubrekord! Det er meget opløftende, at vi formår at hive os op igen i sidste afsnit, efter en lidt skidt 3. afsnit, det viser noget sammenhold og en stor fightervilje.

Selvom dette er en holddisciplin, vil jeg stadig fremhæve et par stykker:

Marc Nøhr Andersen: Starter stævnet ud som første svømmer i vandet for Nyborg og fik alle, inkl. undertegnet, til at stå med åben mund med en 100 fri på 53,9 og PR med 1,9 sekund. Herefter fløj Marc bare derudaf og slog den ene PR efter den anden. Et pragtstævne af Marc, som virkelig viser, at han kan når det gælder (og specielt når han svømmer for holdet!).

Troels Dyhr Essendrop: Svømmer 4 individuelle PR og 3 rigtig gode holdkapper! Troels får virkelig løftet sit generelle niveau. Troels og Tais er lidt sjove at følge, da de skiftes til at tage kæmpe skridt i den rigtige retning. Man tror lige at den ene har mistet momentum, men så kommer der et nyt stævne og så er de to helt lige igen. Det bliver spændende at se, hvem af de to der vinder klubmesterskabet!

Iben Bak: Hvis der var nogle der i sommers havde sagt at Iben skulle svømme DHM, havde jeg nok kigget lidt underligt på dem og begyndt at grine, ikke desto mindre svømmer Iben en sindssyg 1. tur på 4*200 fri, mens hun i sidste afsnit bliver overrasket med pludselig at skulle ud på en 800 fri pga. sygdom til Natascha. Heldigvis havde Iben prøvet denne udfordring for 3 uger siden til SB CUP og hun vidste derfor hvordan hun skulle reagere på den udfordring! Iben svømmer et flot disponeret løb, hvor hun viser at hun godt tør lægge hårdt ud og samtidig kæmper som en gal på hjemturen. Det er utroligt som Iben fortsætter med at forbedre sine tider. Jeg håber hun fortsætter resten af sæsonen, for så skal der kæmpes om VÅM medaljer og gode placeringer til DÅM!

Samlet set svømmer vi et stævne som gav en smule flere point end forventet. Det betød en samlet 4. plads i 4. division, hvilket normalt ikke giver oprykning. Men pga. et par afmeldinger i de højere divisioner, betyder det, at der i år, er 4 oprykningspladser i 4 division og vi sniger os op i 3. division. Det betyder at vi i 2015 skal stille med 2 svømmere i hvert løb i stedet for en. Med andre ord skal vi bruge mindst 9 drenge og 9 piger, i stedet for de 5 af hvert køn. Jeg håber at vi det næste års tid kan få en større bredde, således at vi har en chance for overlevelse i 3. division! Jeg vil i hvert fald gøre mit for, at vi øger niveauet og bliver oppe, hvor det er sjovt!

Til sidst skal lyde et STORT TAK til alle forældre, svømmer og søskende der kom og heppede på os! Der var virkelig en god stemning i Ringe Svømmehal! Også et tak til Ringe Svømmeklub for et godt arrangeret stævne og ikke mindst viste de utrolig sportsmanship, da de begyndte at hjælpe os med hepningen i vores diskholdkap til allersidst! Der går nok lang tid før pigerne prøver at stille sig op på skamlen mens der er 55 person der står og synger deres navn! Det var sgu en fed oplevelse!

Nye kravtider til DM:

Jacob Holst: 200 fly – 2.15.35

Marc Nøhr: 50 fri – 25.21

Marc Nøhr: 100 fri – 53.95

Troels Essendrop: 100 fri – 58.71

Thea Lund: 100 fri – 1.00.64

Klubrekorder:

Thea Lund: 50 fly – 30.09 - Juniorklubrekord

Thea Lund: 200 fly – 2.28.44 – Juniorklubrekord

4*100 Holdmedley (Stine, Silke, Thea, Therese) – 4.34.91 - Seniorklubrekord

4*100 fri (Karina, Therese, Thea, Silke) 4.09.86 – Juniorklubrekord og seniorklubrekord!

Nye nåletider:

Iben Bak : Sølvdelfin i 200 og 800 fri

Jonas Ejby: Sølv i 200 bryst

En fin tilfreds træner

Martin Madsne