Menu Opret profil
I weekenden før vinterferien drog 10 Nyborg-svømmere og træner Patrick til DHM- årgangsklasse-stævnet i Haderslev.
 
Det var et ungt hold, der var udtaget til stævnet - flere af svømmerne så unge, at de teoretisk set endnu ikke var årgangssvømmere. Derfor var målet ikke at holdet skulle have en topplacering, men svømmerne skulle gerne hver især vise at arbejdet til træningen de sidste måneder havde båret frugt.
 
Og med en statistik, der sagde 31 personlige rekorder mod 35 mulige, må dette mål vist siges at være nået med stor margen.
 
Alle svømmerne havde personlige rekorder med hjem, Lukas Stæhr Bentsen svømmede sig sikkert med til forårets Vestdanske Årgangsmesterskaber med to kravtider (i 100 og 200 ryg) selv om han endnu ikke er på alder med de yngste årgangssvømmere.
 
Maria Lorenzen har haft en stadig stigende formkurve det sidste halve år, og i Haderslev fik hun endelig den eftertragtede sølvnål.
 
Carl Gadegaard svømmede fire løb og satte fire PR - og tog bronzedelfin med sløjfe, og Mingus Okkerholm fik sin bronzedelfin - og er godt på vej mod sløjfen på den nål, da han både tog nåletiden i 200 bryst og 100 fri.