Menu Opret profil
I denne weekend har Nyborg Svømmeklub som bekendt afhold Nyborg Årgangscup. Jeg vil gerne give en kort evaluering på stævnet og på NSK´s svømmere.

Talentholdet:
Stævnet var for mange af svømmerne, det klart største stævne hidtil, for nogen det første stævne med svømmere fra andre klubber. Jeg er meget stolt over det gå-på-mod de små svømmere viser, de springer ud i nye ting, klarer finalerne super flot, selvfølgelig med noget nervøsitet indeover. En super flot indstilling af vores mindste svømmere! Rent svømmemæssigt, synes jeg også at de klarede sig flot, uanset om de var nye eller gamle talentholdssvømmere, det blev til mange flotte tider og flot svømning som tillæg. Det er godt at se, at vores talenthold leverer svømmere, som udvikler deres talent fint. Jeg vil ikke fremhæve nogen svømmere, da alle gjorde det super flot! Til gengæld vil jeg gerne fremhævne Mette Sandison, som virkelig trådte i karakter som holdleder! Det er sgu en præstation at få alle de små til start, flot arbejde!

K3
Man kan sige meget om det hold, men for pokker, hvor Asvatha formår at rykke på svømmernes tekniske niveau. Jeg kan fra stævne til stævne se en ændring i alle svømmernes teknik. Det er en fantastisk at følge og det blev også til en del finalepladser og medaljer. Det skal blive spændende at følge deres udvikling det næste års tid, hvor jeg er sikker på, at der er nogle k2-svømmere der skal passe på, hvis de ikke skal slås af Asvathas små disciple.

K2
For K2-svømmerne blev det også et super stævne, mange finaler og medaljer og utrolig udvikling i svømmernes niveau. Det er godt at se at træningslejren har givet pote, specielt fart-mæssigt har de rykket sig meget den seneste måneds tid. Det bliver spændende at følge, om der er flere af svømmerne, som kan sikre sig deltagelse til forårets mesterskaber. Jeg håber at svømmerne her, vil arbejde videre med det hårde arbejde, men samtidig at nogle af dem, selv bliver en smule mere disciplineret i forhold til de små detaljer, som de godt ved, hvordan skal gøres, men som de glemmer lidt for meget til træning.

K1
Svømmerne havde fået en uges hvile efter en hård træningslejr og det var godt for dem. Man kunne godt se, at det var det lidt længere der har været fokus på, da de havde lidt svært ved at komme helt op i fart, hvorimod deres 100m løb gik rigtig godt! Der var mange gode tider og masser af medaljer. Specielt skal der roses for medley-holdkappen søndag aften, hvor både pigerne og drengene virkelig gik til stålet og leverede flotte præstationer. Jeg glæder mig til DM til sommer, hvor de gerne skulle have lidt mere fart i kroppen og derved også skulle kunne svømme noget hurtigere på de korte distancer.

Generelt svømmemæssigt:
Det er meget sjældent at jeg er tilfreds med alt til et stævne og det er jeg da heller ikke denne gang, dog var det meget tæt på. Lørdagens holdkapper var godt nok ikke særlig gode, der var simpelthen for mange der lavede triste præstationer. Det fik jeg pointeret søndag og jeg må da også sige, at det hjalp og at der virkelig blev givet gas i de sidste holdkapper, så godt at se, at når jeg udtrykker min utilfredshed, så tager svømmerne det til sig og retter op - næste gang håber jeg alle er klar allerede til første holdkap.

Nyborg Årgangscup:
For pokker, hvor er Nyborg Svømmeklub gode til at afvikle stævner, folk kender deres opgaver og klarer dem på fornemmeste vis! Sker der noget uforudsigeligt bliver det løst lynhurtigt og der er hele tiden forældre der er klar til at træde til når der er noget der brænder på! Jeg kom hjem med en stolthed i kroppen over den indsats der var lagt for dagen og det gør mig glad at være i en klub, hvor tingene bare spiller! Min klare holdning lige nu er, at forældrene/hjælperne lige nu er et niveau over vores svømmere, så undertegnet og det øvrige trænerteam skal til at arbejde endnu hårdere, så vi kan være med på samme høje niveau som vores frivillige. Husk lige at få givet et klap på skulderen til jer selv over præstationen og måske et ekstra til Ines og Fribjörg der virkelig har brugt mange timer på det her! Det har været en fed svømmefest vi har været med til!

Martin Madsen
Cheftræner