Menu Opret profil

Fremragende svømning ved Bellahøj Cup


Stine Johansen, Natascha Zender og Alexander Højen Månsson drog tidligt lørdag morgen den 28/1 mod København for at deltage i årets første styrketest på Langbane, Bellahøj Cup, som afvikles af GI 40 Hermes.

Stævnet skal dels bruges som en formtest frem mod forårets store opgaver for de lidt "ældre" Nyborg-svømmere, men samtidig har svømmerne også en mulighed for et stævne på et højt sportsligt niveau, i og med at stævnet har deltagelse af nogle af landets bedre svømmere.

Det skulle da hurtigt vise sig, at de 3 Nyborg-svømmere ikke ville holde sig tilbage i kampen om gode resultater på trods af, at det stadig er tidligt på Langbanesæsonen.

Specielt skal nævnes Stine Johansen, som allerede under dagens indl. afsnit sætter nye personlige rekorder i både 50 ryg og 50 fly. På 50 ryg lykkedes det Stine at erobre sig en guldnål og at gå videre til finalen. I finalen skulle det dog vise sig, at Stine havde meget mere i posen. Med yderligere en forbedring med næsten et sekund af morgenens tid vinder Stine ikke kun guld, men hun sætter også NY klubrekord for både Junior som Senior - Den nye rekord lyder 0.31.58.

Tiden rækker tillige til en 2. plads på årets juniorrangliste!!

Men også Alexander som Natascha vil være med på god svømning. Alexander vinder bronce i 200m fri, og går videre til finalen i både 50 ryg som 50 fly. I begge løb forbedrer han sin tid fra indl, og specielt 50 fly så lovende ud til morgendagens 100 fly.

Til slut viser også Natascha Zender tænder med personlige rekorder i 3 ud af 4 starter.

Det skal blive spændende at følge svømmerne søndag, og se om de kan leve op til den gode svømning her fra 1.-dagen.

Stævnet kan følges via www.livetiming.dk.