Menu Opret profil

Svømning, Superstadion, Sightseeing og shopping i Berlin

Juleturen til Berlin for A- og B-holdssvømmerne bød på både sjove og spændende oplevelser og god svømning i den enorme svømmehal i Berlin.

Turen begyndte en anelse kaotisk, da strejken på DSBs værksteder gav problemer i forhold til at nå flyveren i Kastrup. Takket være et stort arbejde fra holdlederne, Ines og Dorte - og stor velvilje fra en lang række forældre - fik vi i sidste øjeblik skaffet biler og chauffører til at køre de 19 svømmere, to holdledere og træner Kristoffer til lufthavnen.

Fredagen var svømmefri, og svømmerne fik kompetent rundvisning i Berlin af Ines, Dorte og Tom Bak, der også var med.

Alle fik set Reichstag og var oppe i kuplen, holocaust-mindesmærket og Neue Nationalgalleri. Desværre var vejret ikke med svømmerne om fredagen, men juleshopping blev det alligevel til i Arkaden ved Potsdamer Platz, hvor der også var mulighed for at se et af Berlins mange julemarkeder.

Alle overnattede på Jugend-hostel, der lå lige ved siden af svømmestadion.

Lørdag morgen startede stævnet for Nyborg-svømmerne, der var behørigt imponerede af den fantastiske svømmehal. "Det er jo ligesom at svømme til VM eller OL," lød en af kommentarerne til Svømmestadion, der bestod af et enormt 10-baners 50 m bassin. Hallen lå i et sportskompleks med velodrom, varmtvandsbassin - og så lige et lille 8 baners-træningsbassin. Alle havde god plads på tribunerne, men Nyborg-svømmerne befandt sig lige så ofte på bassinkanten, hvor de - i modsætning til ret mange andre - heppede højt og heftigt på alle holdkammeraterne.

Svømningen bød på en lang række gode resultater. Thea Lund Petersen satte to årgangsrekorder. En i 50 fly på langbane og en i 100 fly på langbane, og Natascha Zender satte virkelig turbo på i det store bassin. Mange virkelig store PR, og tre kravtider til De vestdanske langbanemesterskaber.

Søndag måtte svømmerne desværre tage afsted før stævnet sluttede for at nå flyveren.

Alle har haft en god tur. Ines og Dorte roser svømmerne for at være fantastiske at rejse med - og forældre og klub siger stor tak til Ines og Dorte for deres store arbejde !