Menu Opret profil
De 3 DM-stævner på langbane er nu blevet gennemført og generelt var det ikke de bedste mesterskaber i klubbens historie.
Vi fik en medalje til DÅM og ellers generelt for få finaler.
 
DÅM
Danske årgangsmesterskaber blev afhold i Aalborg og det blev lidt blandet. Vi havde 6 svømmere med til DÅM, hvoraf de 4 var til deres debut-DM. For dem var stævnet ikke helt som håbet. Vi håber at de har fået erfaring til DM-stævnerne, så nerverne (?) måske kan holdes lidt mere i ro i fremtiden. Det skal dog understreges, at det ikke var dårlige præstationer af vores unge svømmere, men at vi som trænere nok havde forventet en smule mere.
For Maria Bebe som var med sidste år og der havde et lidt svingende mesterskab, viste en del mere coolness, da hun på 1. dagen tog sølv på 200 bryst, i en tid som lige præcis var nok til at tage klubrekorden for senior, som var 21 år gammel. Mingus som også var med sidste år, har som bekendt haft en turbulent sæson med en hjernerystelse som har umuliggjort en stabil træningsmængde. Han svømmede et par fornuftige løb i Aalborg og vi krydser fingre for, at han snart er på toppen igen. 
 
DJM
Danske juniormesterskaber blev svømmet i Esbjerg og endte også lidt blandet. Generelt havde vi for få A-finaler til dette stævne, men det skal også med i regnskabet at vores normale "finale-svømmere" prøvede kræfter med alternative stilarter.
Carl Gadegaard skal fremhæves for at slå PR i alle sine 3 starter, ligesom Iben Bak formår at tage 3 juniorklubrekorder i de 3 flyløb. 
 
DM - Åben klasse
De danske mesterskaber blev afhold i Bellahøj og vi stillede op med vores 2 seniorer, Thea og Nicolai. Begge svømmere havde prioriteret at være med til de sociale aktiviteter i forbindelse med studentertiden og dette er selvfølgelig ikke en optimalt forberedelse før et mesterskab. Men en vigtig del af det at være "voksen" svømmer, er at kunne vægte både privatlivet og svømmesporten, så det var en aftale som indgået på forhånd mellem svømmere og træner. 
Med disse knapt så optimale forberedelser i tankerne, blev det faktisk et meget fornuftigt stævne! Begge svømmere fik finaler og PR med hjem, mens de løb som ikke endte med PR, var meget tæt på. Vi tager også noget viden med hjem, om hvor det er vi skal forbedre svømningen i den nye sæson.
 
 
Sommerferien er nu startet for alle. Visse svømmere er dog allerede startet forberedelserne mod næste sæson, hvor der bliver givet gas i Elefanten og hjemme med alternativ træning.
Alle ønskes god sommer.
Trænerne