Menu Opret profil

Vedtægter for Nyborg Svømmeklub

Vedtaget på ordinær generalforsamling 7. marts 2017.

§1 Navn og hjemsted

Foreningens navn er ”Nyborg Svømmeklub” med hjemsted i Nyborg kommune.

§2 Formål

Foreningens formål er at skabe mulighed for at alle kan dyrke svømmeidræt, samt sikre at alle medlemmer kan udfolde deres potentiale.

Klubben bygger på frivillige, forpligtende og sociale fællesskaber, hvor tryghed og glæde er fundamentet for alle aktiviteter.

§3 Medlem af organisationer

Nyborg Svømmeklub er medlem af Dansk Svømme Union (DSU), tilsluttet Danmarks Idræts-Forbund (DIF) samt DGI Fyn under Danske Gymnastik og Idrætsforeninger (DGI). Nyborg Svømmeklub og foreningens medlemmer er således undergivet vedtægter og bestemmelser for disse organisationer.

§4 Optagelse af medlemmer

Som medlem af foreningen optages såvel børn som voksne. Passive medlemmer optages også. Medlemskab er bindende i en kontingentperiode.

§5 Udelukkelse

Bestyrelsen kan udelukke medlemmer, der groft overtræder foreningens love eller udviser usportslig eller usømmelig adfærd. Udelukkede medlemmer har ret til at anke beslutningen og få den behandlet på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling.

§6 Kontingent

Bestyrelsen fastsætter kontingentsatser og opkrævningsform.

§7 Bestyrelse

Bestyrelsen består af formand, næstformand, kasserer, to bestyrelsesmedlemmer samt to suppleanter.

Suppleanter vælges for et år ad gangen, øvrige for to år.

Formand og et bestyrelsesmedlem er på valg i ulige år.
Næstformand, kasserer og et bestyrelsesmedlem er på valg i lige år.

Valgbar til bestyrelsen er aktive og passive medlemmer, samt forældre/værger til medlemmer der endnu ikke er myndige. For at være valgbar, skal man være myndig og ikke i kontingentrestance.

Ved bestyrelsesmøder og generalforsamlinger føres protokol.

Bestyrelsesmedlemmer arbejder vederlagsfrit for foreningens bestyrelse.
Arbejder et bestyrelsesmedlem tillige som f.eks. træner, aflønnes dette efter gældende vilkår for den pågældende ansættelse.

Ved bestyrelsesmedlemmers afgang fra bestyrelsen i valgperioden, suppleres bestyrelsen med de valgte suppleanter.

§8 Øvrige udvalg

Bestyrelsen kan nedsætte udvalg efter behov.
Udvalg kan bestå af personer i og uden for bestyrelsen.

§9 Regnskab

Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.

Kassereren fører foreningens regnskab og er ansvarlig for løbende at orientere bestyrelsen om den økonomiske situation ved fremlæggelse af resultatopgørelser og budgetopfølgninger på foreningens ordinære bestyrelsesmøder.

Årsregnskabet revideres af en på generalforsamlingen valgt revisor og fremlægges på den ordinære generalforsamling.

§10 Generalforsamling

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed og afholdes en gang om året inden den 15. marts.

Den ordinære generalforsamlings dagsorden skal som minimum indeholde følgende punkter:

  1. Valg af en dirigent (ej medlem af bestyrelsen), en referent samt to stemmetællere
  2. Beretning
  3. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab
  4. Fremlæggelse af budget
  5. Indkomne forslag
  6. Valg af bestyrelse
    1. Valg af formand (ulige år)
    2. Valg af næstformand (lige år)
    3. Valg af kasserer (lige år)
    4. Valg af bestyrelsesmedlem (lige og ulige år)
  7. Valg af to suppleanter
  8. Valg af en revisor og en revisorsuppleant
  9. Eventuelt

Ordinær generalforsamling indkaldes med mindst 15 dages varsel. Indkaldelse sker ved opslag på svømmeklubbens hjemmeside og mail til medlemmerne.

Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse. Forslag offentliggøres senest 5 dage før generalforsamlingen ved opslag på www.nsklub.dk.

Stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle aktive og passive medlemmer, der er fyldt 15 år, samt en forælder/værge til aktive medlemmer under 15 år. Hver stemmeberettiget kan kun afgive en stemme og kun ved personligt fremmøde på generalforsamlingen. Medlemmet må ikke være i kontingentrestance.

Alle sager afgøres ved simpelt flertal. Skriftlig afstemning skal finde sted, når mindst en stemmeberettiget forlanger det.

Ved afgang fra bestyrelsen i utide, foretages også valg til de berørte poster, men kun til udløb af oprindelig valgperiode.

§11 Daglig ledelse

Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold.
 
Bestyrelsen er beslutningsdygtig når flertallet af dens medlemmer, heriblandt formand eller næstformand, er til stede.

Bestyrelsen kan uddelegere beføjelser til udvalg og enkeltpersoner efter behov, ligesom disse beføjelser tilsvarende kan tilbagekaldes.

Foreningen tegnes af formand og kasserer.  

§12 Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen eller mindst 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer skriftligt forlanger det.

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes med mindst 15 dages varsel.

§13 Foreningens opløsning

Generalforsamlingens beslutning om foreningens opløsning kræver mindst 2/3 af de tilstedeværende stemmeberettigede stemmer derfor.

Ligeledes skal mindst 3/4 af de stemmeberettigede være repræsenteret på generalforsamlingen.

Er dette sidste ikke opfyldt, men 2/3 flertal af de tilstedeværende stemmeberettigede alligevel opnås, skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling. Denne generalforsamling er beslutningsdygtig uanset det fremmødte antal stemmeberettigede.

I tilfælde af foreningens opløsning skal foreningens midler anvendes til gavn for svømmesporten.

Fordelingen af foreningens midler skal varetages af to uden for bestyrelsen valgte medlemmer tillige med et bestyrelsesmedlem.